Lidt om stort og småt, her på 1. maj:
– Vi har holdt fri i dag, med ungerne. Og blevet en dag ekstra i sommerhus. Efter en weekend med besøg på Fyn hos bedsterne og til komfirmation i det jyske hos mandens niece. Og mens jeg stegte frikadeller til frokost, fortalte jeg pigerne om Den internationale Kampdag, og sang hele ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’ for dem (som jeg desværre ikke længere kan udenad), og de lyttede og var stille imens.
– Hvilket egentlig er ret unikt, for de er faktisk hverken stille eller lyttende for tiden. Om det er forårets ægte komme, eller bare almindelig trodsighed aner jeg ikke, men jeg gentager mig selv som aldrig før. Og det driver mig til vanvid.
– Først komfirmation, siden arbejdsdage i sommerhus. Noget skulle graves, noget skulle olieres. Og jeg undres over mine børns skiftende selvstændighed. Til konfirmation sad jeg ikke på min plads i mere end 10 minutter ad gangen. Hele tiden skulle jeg hjælpe med mad, med toiletbesøg, trøste den ene, hjælpe den anden med sko, jakke, kjole… og i sommerhuset kan de nærmest alt selv. Og selvom jeg søndag brugte 2-3 timer på at male terrassen, var de kun irriterede da jeg ikke lige kiggede hurtigt nok på den tegning de havde lavet… næste familiefest er med mere sidning. Har jeg bestemt.
– Og med hensyn til selvstændighed, så går det supergodt med at falde selv i søvn. Hurra!! Det tog kun 7 år… Vi læser, krammer, kysser og siger godnat. Og her på cirka 10. aften er det også næsten uden brok. Irma spørger dog stadig med håb i stemmen: “hvem skal putte?”.
– Så friheden skal nydes med fodbad og boglæsning. Kan måske endda stadig nå at fange en solstråle at sidde i.
Tagged: derhjemme, familie, kampdag, rødfront, søvn, weekend
